Hele sommeren 2024 har en flok farverige elefanter indtaget
de historiske gader, stræder og parker i Aarhus. Eventet blev åbnet af HM Dronning Mary i juni; og så
tog Aarhus på elefantjagt! Mange fandt cyklen og traveskoene frem og gik på
opdagelse med familier og venner – eller solo. Elefanterne ventede derude.
Alle elefanter er unikke kunstværker skabt af fantastiske
kunstnere fra ind- og udland. De overraskende elefanter i hele
byen, har samtidigt været med til at skabe en samtale om 'elefanten i rummet'; psykisk
sygdom.
Nu skal alle elefanterne samles til en stor farvelweekend
den 5. - 8. september - her kan man for første gang se dem alle samlet.
Torsdag 5. september - fredag 6. september i Fratergården ved Vor Frue Kirke
Lørdag 7. september - søndag 8. september i Tivoli Friheden
Vi har brug for frivillige alle fire dage. Både til at hjælpe elefanterne på plads i deres nye omgivelser og til at være 'i udstillingen' hos dem - og hjælpe de besøgende, sælge kataloger og hjælpe med donationer. Vi briefer i det hele, og man kommer ikke til at håndtere penge.
Hvis man kan hjælpe med at sætte elefanterne op i en flot elefantmarch, så er de ikke tunge (40 kilo), og vi ruller dem så meget som muligt. Dog skal man i hold kunne løfte dem op på møbelhunde, og eventuelt over trin.
Efter Farvelweekenden finder elefanterne nye hjem på en velgørenhedsauktion den 10. september I
Hermans i Tivoli Friheden - og dermed kommer de til at hjælpe de mange, der
bliver ramt af psykisk sygdom. Overskuddet går til Psykiatrifondens arbejde og
Rådgivning.