Har du kreative evner og lyst til at hjælpe med at skabe den perfekte, miljøvenlige julegaveindpakning?
VisitAarhus Erhverv inviterer dig til at blive en del af et team, hvor vi sammen skal udvikle en kreativ aktivitet til det årlige, populære event "Decorate Together". Eventet har i flere år samlet virksomheder med mødefaciliteter og mødebookere til en hyggelig og kreativ dag i juleånden.
I år er fokus på gaveindpakning – og vi leder efter kreative sjæle som dig, der kan bidrage med idéer og være med til at gøre eventet uforglemmeligt! Måske har du allerede en idé til en smuk, miljørigtig indpakning eller hjemmelavede gavemærker?
Hvordan kan du hjælpe?
På vores første mødedag den 8. oktober 2024 kl. 9.30 orienteres der om eventet. Her vil vi i fællesskab udvikle koncepter til seks forskellige gaveindpaknings- og gavemærkestationer, som de ca. 80 deltagere kan besøge på eventdagen og skabe deres egne juleindpakninger.
I tiden frem mod den 20. november, hvor selve eventet afholdes, mødes vi et par gange efter aftale for at sikre, at alting er på plads, fra materialer til indkøb og opsætning.
Hvad hvis jeg ikke er tryg ved at hjælpe med det kreative?
Hvis du ikke føler dig komfortabel ved at stå ved stationerne og vejlede deltagerne i den kreative proces, er der også brug for praktisk hjælp med at holde stationerne ryddelige og sikre, at alt kører glat. I så fald kan du tilmelde dig som hjælper på selve eventdagen den 20. november.
Eventdagen:
Den 20. november mødes vi kl. 14.00 for at opsætte arbejdsstationerne på Salling Rooftop. Selve eventet begynder kl. 15.00 med gløgg og æbleskiver. Det varer til 19.30, hvor vi afslutter med aftensmad. Det bliver en dag fyldt med kreativitet, fællesskab og julestemning!
Vigtige datoer:
- 8. oktober kl. 9.30-11.30 på Gelinde: Vi starter dagen med en bid brød og en kop kaffe, og går derefter i gang med idéudviklingen.
- 20. november kl. 15.00-19.30 på Salling Rooftop: Arbejdsstationerne opsættes fra kl. 14.00.
Har du spørgsmål eller ønsker du at tilmelde dig, er du meget velkommen til at kontakte Lene Lind på 2342 5418 eller [email protected]
Vi glæder os til at skabe en uforglemmelig og miljøvenlig juleoplevelse for partnere og mødebookere sammen med dig!