Over tre dage fejrer 30.000 glade festivalgæster fællesskabet om det gode måltid på Tangkrogen i Aarhus. Tangkrogens 50.000 m2 giver plads til over 300 gratis forskellige workshops og madevents, hundredvis af madoplevelser og sikrer, at både børn, voksne, unge og gamle, madnørder og almindeligt lækkersultne kan få en spændende og begivenhedsrig dag på Food Festival.
Over 250 dedikerede uddannelsesinstitutioner, forskere, foreninger, fødevarevirksomheder, producenter, madhåndværkere og organisationer går sammen om at skabe et farverigt univers af smagsoplevelser. Alt dette kan KUN ske, fordi skønne frivillige også bakker op - og kommer og hjælper til, så det hele kan lade sig gøre at afvikle. Vores frivillige er festivalens hjerte og sammenhængskraft. Vi sørger til gengæld for kærlige, skønne og velorganiserede rammer for jer frivillige.
Food Organisation of Denmark (FOOD) er organisationen bag Food Festival. FOOD er en nonprofit organisation, der arbejder for, at danskere får oplevelser med fødevarer og gastronomi gennem events, madoplevelser og formidling.