Hvor ender vores skrald egentlig?
Du ved sikkert godt, at efter skraldebilen har hentet dit affald, så ender det hele på Randers Affaldsterminal. Men er du nysgerrig på, hvad der videre sker med affaldet, og hvilken enorm logistik og arbejdskraft, der ligger bag affaldssortering og genanvendelse, så kom med på en spændende rundvisning på Randers Affaldsterminal og oplev, hvad der sker med de ting, vi smider "væk".
En af de tidligere gæster på Affaldsterminalen har efter besøget udtalt følgende:
"Jeg anede ikke, at der foregik så mange spændende ting på Affaldsterminalen. Jeg vidste dårligt nok, at den fandtes. Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over, hvad der skete med mit affald. Når skraldebilen kørte med det, eller jeg dumpede det i containeren på genbrugspladsen, var det jo væk. Men det er jo ikke bare væk. Der sker en hel masse bagefter."
Vi har fået lov til at få et helt unikt indblik i hvordan en affaldsterminal opererer, hvor vi kan blive meget klogere på sortering og bæredygtighed. Vi får en spændende og grundig rundvisning af formidler Sisse Stochholm. Efterfølgende er der kage og kaffe i lokalerne ved terminalen.
Hvor: Randers Affaldsterminal, Skolestuen, Romalt Boulevard 64, 8960 Randers. Vi opfordrer til at arrangere samkørsel, hvis det er muligt. Bemærk at Skolestuen ligger ved Affaldsterminalen, og ikke ved Genbrugspladsen. Parkering på græsparkeringspladsen som er på højre hånd umiddelbart efter I er kørt gennem porten til Affaldsterminalen. (Ring til Jakob hvis I ikke kan finde det, tlf: 44123925)
Medbring: Tøj efter vejret, herunder praktiske sko. Man kan blive beskidt.